Kære medlemmer og andre som følger Nordisk-Russisk Musikforening

Vi bliver desværre nødsaget til også at aflyse forårssæsonens sidste koncert med Nordic Piano Trio som skulle have fundet sted 14. juni. Så vi kommer til at vente med at høre live musik i Nordisk-Russisk Musikforening til efteråret. Men vi kan til gengæld glæde os til vores største sæson nogensinde! Vi planlægger at afholde 6-7 spændende koncerter, som vi vil bestræbe os på at gennemføre uden unødig smitterisiko og efter myndighedernes gældende retningslinier.

For at opleve klassisk musik, kræver det vores fulde opmærksomhed, noget som er sjældent i en stadig mere overfladisk moderne verden. Mange bliver konstant distraheret af sociale medier og mobiltelefoner, og det kan være svært at fordybe sig. Men vi må ikke glemme at leve os ind i kunst, litteratur og musik! Det kan give os oplevelser som beriger vores liv – og hvad er vigitigere end det?

I Nordisk-Russisk Musikforening er vi inde i en positiv udvikling som nylig har resulteret i støtte fra fonde som Statens Kunstfond, Augustinus-fonden, Knud Højgaards fond, Solistforeningen, Frederiksberg kommune og Frederiksbergfonden, som vil gøre det mulig at vi kan fortsætte med at tilbyde jer koncerter på internationalt niveau til meget rimelig pris i intime omgivelser. Vi lader os ikke stoppe af en virus, selv om vi har været nødt til at holde en pause i foråret.

Intet kan erstatte den oplevelse vi kan få ved selv at være til stede og høre musik spillet i virkeligheden, sammen med andre. Vi kan ikke klare os uden jer, kære publikum! Men videooptagelser og streaming af koncerter kan give en anden slags oplevelse, og kommer til at betyde mere og mere. I bestyrelsen for Nordisk-Russisk Musikforening kommer vi til at arbejde for også at kunne streame udvalgte koncerter i fremtiden, i topkvalitet som giver musikken retfærdighed – vi vil gerne nå et større publikum!

Und Jer selv at bruge 3 minutter af jeres tid til at fordybe jer i dette videoklip med vores egen Nina Pavlovski som synger fra operaen Lady Macbeth fra Mstensk af Sjostakovich, sammen med Skt. Petersburg symfoniorkester, dirigeret af Rostropovich. Musikken handler om en stærk kvinde som vælger at følge sine følelser frem for omverdenens normer, og Nina giver musikken et inderligt udtryk.

Vi glæder os til at byde jer velkommen i foreningen til live koncerter i efteråret! Vi kommer til at høre Lars Bjørnkær, kapelmester i Det Kgl. Kapel for første gang i samspil med undertegnede, en danser og en skuespiller ved Frederiksberg Festspil (Den 19. september (mærk dato!)), blokfløjtenisten Michala Petri og guitaristen Lars Hannibal, Nordic Piano Trio, Rudersdal Kammersolister med flere. I november giver jeg koncert i Holmens Kirke i et samarbejde mellem Norges Ambassade og Nordisk-Russisk Musikforening, hvor jeg præsenterer ”Pictures” som lige er udkommet på Danacord, sammen med nyere dansk musik.

Med venlig hilsen

Pål Eide, formand for Nordisk-Russisk Musikforening

Hvis du udfylder nedenstående, vil du fremover modtage vores nyhedsbrev.

Menu